‘Boost Esbjerg’ for iværksættere

Hjælp til iværksættere med Boost Esbjerg

Next Step Challenge overtager driften af Boost Esbjerg – et 6-måneders forløb til nye iværksættere. 

Vi inviterer til Kick Off den 19. november 2019 kl. 15.00 på Aalborg Universitet Esbjerg. 

Boost Esbjerg kick off 2019 →

  • Fra ‘Drøm’ til ‘Virkelighed’ – vi hjælper dig med at formulere dit mål og en plan for at nå derhen
  • 1 Facilitator, som sikrer at du er i gode hænder undervejs
  • 2-3 mentorer med relevant erfaring
  • Mulighed for at deltage i workshops
    i Next Step Challenge-regi
  • Forløbet er gratis for dig!
Kom med i Boost Esbjerg

Vi ser gode synergier i at sikre en rød tråd fra de helt tidlige iværksættere til de mere erfarne vækstvirksomheder

Hvordan får du succes med din forretning? Kom med i et udviklingsforløb med eksperter.

Succesinitiativet Boost Esbjerg bliver fremover til et projekt under Next Step Challenge og sikrer dermed forankring og sammenhæng for iværksættere i Esbjerg, der har brug for et boost til deres virksomhedsdrøm.

Trioen bag Boost Esbjerg, Henrik Otto Jensen, Gert Barslund og Finn Grahndin, har haft travlt med at vejlede og booste iværksættere i Esbjerg. Initiativet tog fart tilbage i december og i løbet af projektets første 6 måneder har i alt 25 iværksættere været igennem projektet.
”Der er helt klart et behov for at understøtte iværksætteri i Esbjerg. Interessen for projektet har været langt større, end vi havde forventet, og vi har bestemt opnået, hvad vi ønskede med de første 6 måneders pilotprojekt”, siger Finn Grahndin.

Oprindeligt startede projektet som et ”iværksætterhus”, men det har vist sig, at behovet i virkeligheden mere har været sparring og vejledning fra erfarne mentorer end et egentligt samlingssted. Dertil kommer, at der er langt flere iværksættere, der har søgt Boost Esbjerg end forventet.

Derfor har Boost Esbjerg og Next Step Challenge besluttet sammen at skabe et tilbud, der kan styrke hele iværksætteriet for området. Det sker ved, at Boost Esbjerg fortsætter som et projekt under Next Step Challenge. På den måde bringer bliver den erfaring og viden, som Next Step Challenge har om iværksætteri sat i spil til gavn for iværksætterne.
Projektet har indtil nu hvilet på frivillige kræfter, og det er ikke holdbart i længden. Der er brug for en mere kontinuerlig og systematisk tilgang, hvor iværksætterne kan få struktur, metoder og sparring til at validere deres ideer.

”Vi har undersøgt mulighederne i og omkring Esbjerg og har fundet sammen med Next Step Challenge, som jo i forvejen har fingeren på pulsen når det drejer sig om innovation, vækst og forretningsudvikling”, fortæller Henrik Otto Jensen.

Next Step Challenge har de seneste 6 år trænet mere end 100 virksomheder og driver i forvejen Scale-Up Denmarks vækstcentre for offshore industri, energieffektive teknologier og oplevelseserhverv og turisme, hvor ambitiøse vækstvirksomheder får hjælp og sparring til at skalere deres virksomhed.

”Vi har stor erfaring med både iværksættere og mere erfarne vækstvirksomheder og vi ser gode synergier i at sikre en rød tråd fra de helt tidlige iværksættere til de mere erfarne vækstvirksomheder. Med Boost Esbjerg har vi mulighed for at understøtte de helt tidlige spirer og forhåbentligt skabe en underskov af spændende og innovative iværksættere som senere kan accelerere gennem Next Step Challenge og blive store vækstvirksomheder i Scale-Up Denmark, siger Lisbeth Valther, administrerende direktør i Next Step Challenge.

Next Step Challenge overtager driften af Boost Esbjerg fremadrettet og den oprindelige trio bag projektet fortsætter i en rådgivende rolle, således at visionen om at hjælpe de tidligere iværksættere fastholdes intakt.

Læs mere om Boost Esbjerg og tilmeld din virksomhed →

Hør mere om Next Step Challenge, der nu udvides med Boost Esbjerg